AN-TV gør Aalborg til en historisk destination

Med AN-TV´s tilsagn til Nordjyske Museer bliver det muligt at igangsætte projektet ”Aalborg som historisk destination” tidligere end forventet, hvilket glæder museumsinspektør Thea Højvang Rasmussen. Bevillingen er særligt rettet mod at styrke den sanselige oplevelse i forbindelse med museets satellit Gråbrødrekloster Museet i Algade.

Porten til Aalborgs historie

Aalborg Kommune og Nordjyske Museer indledte i 2019 et tæt samarbejde under arbejdstitlen ”Aalborg som historisk destination” med målsætningen om at sikre Aalborg sin helt egen måde at formidle byens historie på. Dette skal udføres gennem opgradering af historiske bygninger og den tilhørende formidling. En af målsætningerne med projektet, er, at det skal revitalisere Aalborg Historiske Museum, så det kan indtage rollen som porten til Aalborgs historie.

Museet i Algade er en af Nordjyske Museers fem satellitter, der formidler Aalborgs tidlige historie. Besøget i denne satellit skal være en tydelig sanselig oplevelse, når gæsterne tager elevatoren de tre meter ned under jorden. Klosteret ligger nemlig direkte under Aalborgs mest befærdede gågade i Algade. Den sanselige oplevelse skal dels opnås gennem grafisk, flotte illustrationer af byens udvikling og borgernes levevilkår i middelalderen. Illustrationerne er udført af en professionel tegner med dertilhørende letlæselige tekster, og dels gennem brug af AV-projektioner, som illuminerer klostrets ruiner. Disse er understøttet af en stemningsfyldt lydkulisse, som skal vække munkene til live. Ved at benytte en sådan visuel fremstilling kan historien gøres meget mere levende og konkret for gæsterne.

”Vi vil skabe en følelse af, at de besøgende går lige ind i historien. De må gerne blive andægtige, mens de oplever klostret, så det ikke blot bliver en læseøvelse med plancher”, forklarer Thea Højvang Rasmussen. Det er nemlig museets mission at give gæsterne en følelse af, hvordan det var at bo i Aalborg i Middelalderen. Udover illustrationer og lydkulisse mm., vil de besøgende også blive mødt af noget kirkelig musik og skuespillere, som formidler historien gennem dramatiseringer og sang, så oplevelsen forhåbentlig kan give de besøgende en kropslig bevidsthed.

Kig op

Opgraderingen af de aalborgensiske, historiske bygninger indbefatter også et løft til de ydre rammer f.eks. skiltning, belægninger og begrønning, som vil hjælpe med at fuldende den gamle bymidte som en ny attraktiv destination. ”Det er en pointe for os, at vi har en synlig kulturhistorie i Aalborg, da vi er en af Danmarks ældste byer”, siger Thea Højvang Rasmussen og fortsætter: ”Algade er 1000 år gammel. Vi betræder den samme gade, som borgerne gjorde i middelalderen, og det er det tilhørsforhold, vi gerne vil synliggøre”. Algade er således ikke bare en shoppinggade, forklarer museumsinspektøren, som også gerne vil inspirere byens borgere og gæster til at kigge op på de gamle bygninger, da det er her, historiens vingesus træder frem. ”Kig op, udforsk byens baggårde eller tag en elevator ned under jorden og besøg klostret”, opfordrer Thea.

AN-TV støtter en revitalisering af Aalborgs kulturarv

I forbindelse med den økonomiske støtte til projektet udtaler formanden for AN-TV, Jakob K. Svendsen: ”AN-TV er stolte af at støtte Nordjyske Museers projekt. Det fremmer AN-TV’s mission om at styrke og bevare de kulturelle og historiske værdier i Aalborg Kommune. Ved at bidrage til revitaliseringen af Gråbrødrekloster Museet sikrer vi, at byens rige historie bliver formidlet på en engagerende og sanselig måde. Dette projekt viser med al tydelighed, hvordan foreningens midler kan skabe synlige og varige forbedringer i lokalsamfundet. AN-TV ser frem til at se, hvordan denne opgradering vil øge forståelsen og værdsættelsen af Aalborgs kulturarv blandt både borgere og besøgende.”

Yderligere information:
Jakob K. Svendsen, formand for AN-TV
Mobil 28106718, e-mail: jks01@me.com