AN-TV bidrager til positive samfundsforandringer

I mere end 25 år drev og udviklede AN-TV det fællesantenneanlæg, som foreningen i 1993 fik overdraget fra Aalborg Kommune. Målet var at skabe de bedste rammer for borgernes adgang til tv, internet og kommunikationstjenester i stadig større dele af kommunen. Efter salget af aktiverne til Stofa har AN-TV fået et nyt formål.

Særlige og synlige projekter

I starten af oktober 2023 relancerede AN-TV, den tidligere antenneforening, sig som en ny filantropisk aktør. AN-TV har fået et nyt formål, et nyt sæt vedtægter og en mission om at støtte dristige og ambitiøse projekter i Aalborg Kommune. Foreningen har nu været i gang med sin nye opgave i godt og vel ni måneder, og det er et godt tidspunkt at gøre status over, hvordan arbejdet skrider frem. Det er en stolt formand for AN-TV, Jakob K. Svendsen, som gør regnebrættet op: ”Den første periode med uddelinger har været en succes. AN-TV har bidraget til positive forandringer i de mange lokalsamfund, der er i Aalborg Kommune. Vi har bevilget midler til en lang række projekter, der har gjort en betydelig forskel for mange af byens borgere.” ”Vi behandler de indkomne ansøgninger med afsæt i vores uddelingsprincipper, som fokuserer på at støtte projekter, der skaber synlige og varige forbedringer i lokalsamfundet. Jeg oplever, at vi allerede på nuværende tidspunkt kan se en række positive effekter af AN-TV’s støtte. Mange af vores ansøgere har præsenteret os for projekter, som har styrket fællesskabet og øget livsglæden for mange.”

De rå tal

AN-TV har på nuværende tidspunkt modtaget 250 ansøgninger. Det mindste beløb, der er blevet søgt om, er 6.570 kr., og den største ansøgning er på 50 mio. kr. Halvdelen af de ansøgninger, foreningen har modtaget, er på under ca. 250.000 kr. Der er stor spredning i beløbsstørrelsen og omfanget af de forskellige projekter. Indtil videre har AN-TV godkendt godt og vel 65 projektansøgninger, hvoraf en god håndfuld har krævet endelig godkendelse af foreningens repræsentantskab. Der er på nuværende tidspunkt givet tilsagn om godt og vel 20 mio. kr. ud af en forventet uddelingspulje på 80 mio. kr.

En strømlinet proces

AN-TV har en proces, hvor en ansøgning først bliver screenet af et udvalg for at vurdere, om den lever op til uddelingskriterierne. Derefter behandler bestyrelsen ansøgningen. Hvis ansøgningen er på 500.000 kr. eller derover, og bestyrelsen ønsker at støtte den, skal den forelægges foreningens repræsentantskab. Jakob K. Svendsen udtaler: ”En af repræsentantskabets vigtigste opgaver er at evaluere og godkende ansøgninger om økonomisk støtte til de store projekter.” Det er i sidste ende repræsentantskabet, som repræsenterer medlemmernes interesser, og deres opgave er at sikre, at foreningens formål bliver overholdt. For ansøgernes vedkommende starter ansøgningsprocessen på AN-TV´s hjemmeside, og her har tilbagemeldingerne været positive. Ansøgerne fremhæver, at processen har været meget tilgængelig og gennemskuelig, hvor den løbende dialog med AN-TV også beskrives som god og imødekommende. Ansøgerne udtrykker en særlig tilfredshed med at have modtaget støtte fra en lokal forening, hvilket er medvirkende til at styrke en fælles, Aalborgensisk identitet.

AN-TV skaber merværdi

AN-TV er således i fuld gang med at uddele bevillinger til særlige og synlige projekter i Aalborg Kommune, og foreningen glæder sig over, at de er med til at kunne gøre en nævneværdig forskel, fortæller næstformand for AN-TV, Henrik Viholm. ”Vi er stolte af, at foreningens midler kan skabe synlige og varige forbedringer i lokalsamfundet. De donationer, vi har uddelt indtil videre, dækker bredt inden for uddelingskriterierne, og det er meget betydningsfuldt for os at kunne skabe merværdi for mange forskellige formål i Aalborg Kommune”, siger Henrik Viholm.

Nogle af de foreninger og instanser, som har modtaget tilsagn fra AN-TV, er blandt andet Nordjyske Museer, Kirkens Korshær, Vejgaard Boldspilklub, Aalborg KFUM Fodbold og Aalborg Garden, som alle er glade og taknemmelige for den lokale støtte, de har modtaget for at kunne realisere deres projekter. Der er blandt andet givet økonomisk støtte til Kirkens Korshærs etablering af det første Housing First-projekt i Danmark, som skal være med til at sikre fremtidens herberg. Denne donation er den største enkeltstående donation på 4,2 millioner kr. Der er også bevilliget beløb til renovering og forbedring af faciliteter i klubhusene hos Vejgaard Boldspilklub og Aalborg KFUM Fodbold, som er medvirkende til at styrke fællesskabet i klubberne og forbedre de fysiske rammer for både klubbens medlemmer og lokale borgere. Aalborg Garden har modtaget et beløb til indkøb af nye instrumenter og bevillingen til Nordjyske Museer er med til at styrke og bevare de kulturelle og historiske værdier i Aalborg Kommune. ”Vi ser frem til at følge ansøgernes projekter og de mange måder, det vil berige lokalsamfundet på”, udtaler Henrik Viholm.

”I AN-TV drømmer vi stort”

Vi får løbende mange henvendelser fra borgere og foreninger, som gerne vil præsentere deres ideer og tanker for AN-TV. Det er givende samtaler, som vidner om, at der er stor virketrang i de mange foreninger, organisationer og lokalsamfund, som findes i stor-Aalborg.

Vi kæmper lidt med balancen mellem at støtte gode sociale projekter, fordi vi har besluttet, at vi ikke giver tilskud til almindelig drift, men gerne vil gøre noget godt for samfundets udsatte grupper. Man kan diskutere, hvor offentlig tilgængeligt det er at støtte foreninger med meget snævre interessefelter. Men det har AN-TV valgt at gøre, fordi vi ved, hvor stor en forskel de mindre beløb kan gøre for små grupper af mennesker, som er passionerede i forhold til deres interesser.

Formanden savner dog stadig den helt rigtige ambitiøse ansøgning, som kan løfte hele Aalborg Kommune til glæde og gavn for alle byens borgere. I starten af dette årtusind løftede AN-TV i samarbejde med Stofa Aalborg Kommune ind i en ny tidsalder, hvor streaming blev måden at se tv på. Samme manøvre gjorde vi for godt og vel syv år siden, hvor vi i samarbejde med Stofa sikrede fremtidens digitale infrastruktur ved at få hele netværket opgraderet. Jeg drømmer om, at vi finder et stort, dristigt projekt, vi kan samles om, og hvor AN-TV virkelig bidrager til at sætte Aalborg Kommune på landkortet.

Jakob K. Svendsen kommer med en opfordring til potentielle ansøgere om at tænke stort og dristigt. AN-TV glæder sig til at se, hvilke innovative og nyskabende ansøgninger foreningen kommer til at modtage i fremtiden.