Tak til AN-TV fra Aalborg Børnekarneval
Efter et veloverstået og begivenhedsrigt børnekarneval har AN-TV modtaget en stor tak fra Aalborg Børnekarneval, som igen i år har modtaget en bevilling, der er blevet brugt til at realisere nogle nye tiltag i årets børnekarneval herunder Operascenen, Jazzscenen, Cirkusscenen og Drømmeoasen.
Tak til AN-TV
Plads til ro og intime oplevelser til Aalborg Børnekarneval
Aalborg Børnekarneval vil gerne sende en varm og hjertelig tak til AN-TV for deres tilsagn på 70.000 kr.
AN-TV´s bidrag har gjort det muligt at skabe en karnevalsdag fyldt med musik, magi, ro og overraskelser, og ikke mindst masser af plads til kultur i børnehøjde.
Med støtten fra AN-TV har vi etableret nytænkende intimscener og et drømmende oplevelsesrum.
Operascenen – Her blev operaen bragt helt ned i børnehøjde. Med hjælp fra Den Jyske Opera og Aalborg Symfoniorkester oplevede børnene, hvordan klassisk musik og store stemmer kan vække nysgerrighed, helt tæt på, da scenen skabte en meget nærværende ramme.
Jazzscenen – Et swingende pust af rytme og bevægelse, hvor børnene kunne danse, lytte og lære om improvisationens kunst. Med levende jazzmusik blev det en musikalsk opdagelsesrejse, mange vil huske længe.
Cirkusscenen – Et sandt skatkammer af jonglører, balancekunstnere og skøre indslag. Her kunne børn ikke bare kigge på, men også selv prøve kræfter med cirkusdiscipliner i børnehøjde. Scenen var nemlig på græsplænen, sådan at børnene kunne gå lige ind og være med.
Drømmeoasen – Et roligt og sanseligt frirum midt i karnevallets liv og larm. Her kunne børnene finde et pusterum i en hængekøje og kigge på de smukke drømmefangere, hvor roen i dem var hentet helt fra Mors. Børnene kunne også gå på opdagelse i de 36 stjerner, som var blevet dekoreret af kunstneren A Contrast alt samen i de grønne omgivelser i Kildeparken.
Jeanett Kaare, udviklingschef og talsperson ved Aalborg Børnekarneval, udtaler:
“Aalborg Børnekarneval skal være synligt i bybilledet og særligt i børns bevidsthed før, under og efter dagen. Med et stærkt program, en engageret maskot og tematiske indslag skaber vi begejstring og varige minder. Gennem samarbejdet med AN-TV forener vi tradition og nytænkning i en kulturfest, der fejrer fællesskab, kreativitet og magien i at være barn.”
Tak til AN-TV for at være med til at realisere ideen om, at der også skal være plads til ro og fordybelse. Støtten har givet Aalborg Børnekarneval mulighed for at løfte dagen og skabe nye rammer, hvor børn både kan udfolde sig, fordybe sig og blive overraskede.
Sammen skaber vi en by, hvor børnekultur ikke blot er et indslag, men en oplevelse, der mærkes og er synlig.





Af
Mette Krøldrup Nielsen