Bouldercup2 (32 of 147)

AN-TV løfter Aalborg Klatreklub til nye højder

Aalborg Klatreklub har i de senere år oplevet en stor medlemsvækst, hvor klubben er vokset fra ca. 230 til 800 aktive medlemmer, og mere end 3.000 gæster har i 2024 prøvet kræfter med klatring. På denne baggrund har en udvidelse af klubben været et stort ønske i lang tid, fortæller forperson for bestyrelsen i Aalborg Klatreklub, Vibeke Rødsgaard-Mathiesen, som er meget taknemmelig for, at de med AN-TV´s hjælp kan realisere deres drøm om en ekstra lokation på Eternitten i Aalborg.

Mere klatring i fremtiden

Reaktionerne på tilsagnet fra AN-TV på 2 mio. kr. har skabt stor glæde i Aalborg Klatreklub. Den store interesse for klatring har tidligere forårsaget, at klubben har måttet afvise at optage flere medlemmer grundet pladsmangel, fortæller forperson for bestyrelsen i Aalborg Klatreklub, Vibeke Rødsgaard-Mathiesen: ”Vi har tidligere været nødsaget til at gå under radaren, når vi f.eks. skulle deltage i arrangementer, fordi vi ikke har haft kapacitet til at optage nye medlemmer. Det har været meget svært at afvise folk, og det har naturligvis ikke været særligt sjovt. Nu kan vi rent faktisk vækste og modtage nye medlemmer”. Den nye lokation på Eternitten rummer 1.170 m2 og tilbyder endnu flere klatreaktiviteter til nuværende og fremtidige medlemmer. Udvidelsen vil også fjerne klubbens venteliste og forhåbentligt øge medlemstallet med op imod 1.200 nye aktive medlemmer over de næste år. Aalborg Kommune har allerede godkendt lokationen på Eternitten, som vil være en ekstra facilitet, der fokuserer på klatredisciplinen bouldering, da denne disciplin er den mest efterspurgte og lettest tilgængelige for nye medlemmer. ”Vi er simpelthen så ovenud glade og taknemmelige for AN-TV´s støtte. Det er meget overvældende, og det var lige før, at ingen kunne tro det. Det løfter nærmest taget, at vi har fået pengene, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang”, udtaler Vibeke Rødsgaard-Mathiesen. Det planlægges, at den nye lokation skal danne rammen for nye initiativer såsom etablering af et børneområde, der specifikt henvender sig til børn i alderen 2 til 8 år, hvor de kan blive introduceret til klatring på en sjov og lærerig måde med deres familie og venner, oprettelse af flere børne- og juniorhold og seniorhold, skabe mere samarbejde med skoler og fritidsinstitutioner, samt åbne for endnu mere solsikkeklatring til børn, unge og voksne med usynlige handicap, hvor de kan klatre i rolige omgivelser.

Et andet hjem

Aalborg Klatreklub er ifølge Vibeke Rødsgaard-Mathiesen meget mere end bare klatring. Det er også et andet hjem for de mange medlemmer, der både er dedikerede til sporten, men også i særdeleshed til fællesskab, frivillighed og mangfoldighed: ”Merværdi for os er glade mennesker, der viser hensyn til hinanden, og det er meget vigtigt for os. Mange af vores medlemmer betragter klubben som deres andet hjem, hvor man også kan komme og ses med sine venner, læse lektier og være sammen. På denne måde er vi også en favnende og social klub, og det betyder meget for os at kunne være Danmarks mest sociale klub, og når vi deles på to lokationer, vil vi gøre alt, hvad vi kan for at holde fællesskabet i hævd. Mange af vores medlemmer er så hjælpsomme og står altid klar til at hjælpe ligegyldigt, om det er at støvsuge kalk fra væggene eller hjælpe med at rydde op. Der er en stor grad af hjælpsomhed og fællesskab her, som man kender det fra en familie”. Aalborg Klatreklub rummer desuden mangfoldigheden på mange områder f.eks. ved at tilbyde solsikketid for sårbare børn og unge, og de har også haft folk fra Julemærkehjemmet og Mændenes Hjem til at komme og klatre, da det betyder meget for klubben at kunne gøre en forskel for dem, der har det svært. Vibeke Rødsgaard-Mathiesen fortæller også, at klatring i de senere år er blevet en in-sport som cross-fit var for nogle år siden, hvilket hun også oplever på et nationalt plan, hvilket ligeledes bekræftes af Dansk Klatreforbund. På denne baggrund er Aalborg Klatreklubs vision at skabe Danmarks mest inspirerende klatremiljø i Aalborg, og at udvidelsen er et vigtigt led i denne vision. ”Udvidelsen vil betyde ubeskriveligt meget for klatresporten i Aalborg, og ikke nok med, at vi vil kunne tilbyde endnu mere klatring til Aalborgenserne, ser vi også udvidelsen som et trækplaster, der på et nationalt plan vil være med til at tiltrække klatrere fra hele landet til Aalborg”, slutter hun.

AN-TV støtter en forening i vækst
“Vi har valgt at støtte Aalborg Klatreklub, fordi klubben forener fællesskab og frivillighed på en måde, der skaber stor lokal værdi i en ny bydel. Der er en imponerende handlekraft og et stærkt fællesskab i klubben, og med udvidelsen på Eternitgrunden kan endnu flere få glæde af klatresporten. Det er i fin overensstemmelse med AN-TV’s formål,” siger Henrik Viholm, næstformand i AN-TV.

Bouldercup2 (32 of 147)

Af

Mette Krøldrup Nielsen