AN-TV´s tilsagn skaber øget livskvalitet for udsatte familier
Foreningen Raise for Kids arbejder for at bekæmpe ensomhed blandt udsatte og sårbare familier, og med bevillingen fra AN-TV, er det nu muligt at realisere ønsket om et nyt værested. Formanden for Raise for Kids, Sonja Christensen, ser frem til at kunne byde familierne indenfor til et varmt og indbydende miljø, hvor fællesskab og nærvær er i højsædet.
En håndsrækning
Missionen, hos den aalborgensiske forening, Raise for Kids, er, at give en håndsrækning til børnefamilier, der har brug for en hjælpende hånd. Foreningens tilbud dækker alt fra årlige julefester og aktiviteter til nye vinterstøvler, økonomisk rådgivning og et støttende netværk, som alle er tiltag, der skal sikre samvær, gode oplevelser og færre bekymringer hos de familier, der trænger allermest til det. ”Det er vigtigt for os at kunne hjælpe de udsatte og sårbare familier nu og her. Der kan være mange grunde til, at visse familier har brug for ekstra hjælp, og nogle gange skal der en håndsrækning til for at kunne komme på benene igen”, fortæller formand, Sonja Christensen. Håndsrækningen fra Raise for Kids er således også medvirkende til at hjælpe familierne med at blive mere selvkørende og bidrage med øget livskvalitet. ”Vi er meget glade og stolte over, at vi nu kan realisere drømmen om en kombineret café og værested, der er med til at skabe en sikker base for familierne”, fortsætter Sonja Christensen.
Et ægte fællesskabscenter
Bevillingen fra AN-TV falder på et meget tørt sted, fortæller Sonja Christensen, som også glæder sig over, at værestedets placering på Skydebanevej ligeledes er faldet på plads. ”Det er en fantastisk beliggenhed helt nede ved fjorden, som vi har brugt lang tid på at få i hus, og vi håber på, at vi kan få lavet fundamentet, inden det bliver vinter”, siger Sonja Christensen. Det nye værested kan rumme 60 gæster, og der er allerede booket tre konfirmationer til foråret 2025. ”Jeg kommer helt sikkert til at lave en masse tarteletter, skrive festsange og lave blomsterdekorationer”, griner Sonja Christensen, for det betyder nemlig meget for hende at have hænderne i materien, som hun beskriver det. Foreningens plan med det kommende værested er ikke blot at etablere en café, men et sted, der fungerer som et frirum og et ægte fællesskabscenter. I huset vil der også være mulighed for at deltage i kreative aktiviteter, nyde en kop kaffe og hjemmebag, samt have meningsfulde samtaler med foreningens frivillige. Det planlægges også at afholde foredrag, workshops og aktiviteter, som alle fokuserer på opbygningen af relationer og fællesskaber. Sidst men ikke mindst vil der være varierede åbningstider på værestedet, som kan lette adgangen til den støtte og det fællesskab, familierne har brug for og samtidig håber foreningen på, at de tidligere tilknyttede familier vil finde vej til værestedet og bidrage med deres erfaringer og støtte.
AN-TV styrker fællesskabet for dem, der har mest brug for det
“Raise for Kids gør en fantastisk indsats for udsatte familier i Aalborg, og AN-TV er glade for at kunne støtte oprettelsen af deres nye værested. Det er et projekt, der passer perfekt til vores ønske om at skabe varige forbedringer og styrke fællesskabet i lokalsamfundet. Værestedet bliver et vigtigt frirum, hvor familier kan finde støtte og samvær. Det er netop den slags initiativer, der gør en forskel for dem, der har allermest brug for det,” siger Henrik Viholm, næstformand i AN-TV.