AN-TV revitaliserer Aalborg Kloster
Aalborg Kloster har modtaget et tilsagn fra AN-TV til genskabelsen af klosterets unikke, historiske haver, som også vil medvirke til at sikre og udvikle Aalborgs historie og kulturarv. Klosterforstander, Flemming Møller Mortensen, glæder sig over bevillingen fra AN-TV, og at det nu er muligt at restaurere og reetablere klosterhaverne efter den plan, som det var tilsigtet.
Et mentalt åndehul
Aalborg Kloster er Danmarks ældste, sociale institution og beboede bygningskompleks. I dag er klosterets formål at drive, bevare og nyttiggøre klosteret, hvilket dels sker ved at være en åben kulturinstitution, som formidler den helt særlige historie og funktion, som klosteret har udfyldt lige siden 1431, og dels ved at sikre et trygt seniorbofællesskab for klosterets 36 beboere. Gennem de seneste fem år er store dele af klosterets bygninger blevet renoveret indvendigt, og nu er det tid til, at de udvendige rammer, skal have et løft. ”Vi har ikke kunnet igangsætte restaureringen af haverne uden bevillingen fra AN-TV, hvilket har været en løftestang af dimensioner. Vi har brug for en revitalisering af byens mentale åndehul, og det får vi nu. Det har været en stor drøm for os”, udtaler Flemming Møller Mortensen. Løftet af Klosterhaven, som i folkemunde kaldes ”den forbudte have” og Paradispladsen, som rummer Aalborgs ældste springvand, giver også mulighed for at udbygge mulighederne for at stille helt unikke udearealer til rådighed for kulturelle arrangementer og generelt forbedre oplevelsen for de mange besøgende, som enten gør brug af den offentlige adgang ved springvandet eller dem, som deltager i arrangementer eller rundvisninger.
En juvel for klosteret og for Nordjylland
Interessen for Aalborg Kloster er stor og stadig stigende med mange besøgende året rundt. Det er Flemming Møller Mortensens klare opfattelse, at klosteret udgør et fredfyldt og mentalt åndehul, væk fra livets og byens jag og larm, og der er mange aalborgensere og turister, der dagligt søger ind i haverne for at sidde stille og roligt, hvor det er tydeligt, at klosterånden falder over alle, som bevæger sig indenfor klosterporten. ”Vi oplever, at interessen for vores 600 års historie er stigende og vi udvikler os hele tiden ved at lukke offentligheden ind, så de kan få en del af det vidnesbyrd, klosteret er, for det handler netop om næstekærlighed”, uddyber Flemming Møller Mortensen. Restaureringen af klosterhaverne planlægges i henhold til den kongelige bygningsinspektør Hack Kampmanns originale tegninger og beplantningsplaner fra 1905-1907, som blev genfundet for få år siden på et arkiv i København. ”Det er en juvel for klosteret og for Nordjylland, at vi kan genskabe haverne, som det var meningen, at de skulle se ud. Kulturarvsmæssigt er det utrolig vigtigt at løfte klosteret, da det unikke, mentale rum, som klosteret bibringer, ikke findes mange steder i Aalborg, og det er af stor betydning at bevare dem i fremtiden”, slutter Flemming Møller Mortensen.
En vigtig investering i Aalborgs kulturarv
“Aalborg Kloster er et helt særligt sted i byen, et åndehul og en påmindelse om vores fælles historie, som vi i AN-TV er stolte over at kunne støtte,” siger Henrik Viholm, næstformand i AN-TV. “Ved at genskabe de historiske haver hjælper vi med at bevare et unikt stykke Aalborg, hvor både borgere og besøgende kan finde ro og fordybelse. Støtten til klosteret er en vigtig del af AN-TV’s mission om at styrke lokale kulturinstitutioner og skabe varige værdier i lokalsamfundet.”