Billede af de nye møbler i klublokalet

AN-TV løfter Gug Badmintonklub

Et tilsagn fra AN-TV er med til at realisere et længe ventet løft til Gug Badmintonklub, og det glæder næstformand, Helle Bøgh Frandsen at kunne invitere klubbens spillere indenfor i det fornyede klublokale.

En klub, der favner bredt

Gug Badmintonklub har eksisteret i 65 år, og det er en klub, som har plads til alle. Klubben favner både dem, som kommer en gang om ugen for at få motion, men også dem, der træner flere gange om ugen og har større ambitioner med deres sport. Klubben rummer både en ungdomsafdeling, seniorafdeling samt en motionistafdeling. I ungdomsafdelingen er der en stor gruppe Miniton-spillere i alderen 4-7 år, som kommer hver onsdag eftermiddag sammen med deres forældre og leger badminton, hvor de herigennem bliver introduceret til sporten. Desuden har ungdomsafdelingen hele 10 ungdomshold, som indgår i holdturneringer i Badminton Nordjylland, hvor der er hold på alle niveauer. Seniorspillere udgør godt 50 spillere, hvor førsteholdet spiller Danmarksserien, og håber på oprykning, så de igen kan vende tilbage til 3. division. Det nyeste tiltag hos Gug Badmintonklub er det såkaldte ”Voksen begynderhold”, der blev oprettet på baggrund af flere henvendelser fra unge, som gerne ville spille badminton, men som ikke havde spillet tidligere. Dette tiltag er blevet en stor succes, og der er stadig venteliste på holdet. ”Gug Badmintonklub er således en klub, der favner bredt, og det har stor betydning for os, at alle klubbens spillere bliver integreret i vores sociale fællesskab”, fortæller næstformand, Helle Bøgh Frandsen.

3. halvleg

Foruden klubbens øvrige afdelinger er der også en stor gruppe motionister på omkring 60 spillere, der kommer om aftenen og ”spiller noget fjer”, inden de går i klublokalet og hygger til ”3. halvleg”, som det hedder sig blandt spillerne. Klublokalet har gennem flere år trængt til en kærlig hånd, hvorfor der tidligere er blevet lagt kræfter i at optimere og forskønne lokalet med maling, nye sofagrupper, skabe til opbevaring af materialer og et nyt køkken. Med tilsagnet fra AN-TV på 50.000 kr. er der nu blevet indkøbt nye stole og borde af en bedre kvalitet, da de gamle møbler efterhånden var meget slidte og knap så kønne at se på. ”Vi er nødt til at have møbler af en god kvalitet, da de skal kunne holde til forskellige arrangementer såsom klubfester, fællesspisning, hygge for motionisterne og overnatning /natbadminton for ungdomsspillerne”, siger Helle Frandsen, og nu hvor dette ønske endelig er blevet opfyldt, er det til stor glæde for alle klubbens medlemmer. ”Vi sætter de sociale aktiviteter højt i klubben, uanset om det er Miniton-spillerne, der skal have frugt og saft efter træning, eller om det er et større klubarrangement med klubfest, eller det blot er os motionister, der ønsker at hygge efter ”fjer” og vende verdenssituationen”, slutter hun.

Det lokale fællesskab

Formand for AN-TV, Jakob K. Svendsen, udtaler i forbindelse med donationen: “AN-TV er glade for at kunne støtte Gug Badmintonklub med denne donation, da det falder helt i tråd med vores uddelingskriterier om at styrke lokale fællesskaber og forbedre de fysiske rammer for aktive foreninger i Aalborg Kommune. Gug Badmintonklub gør en stor indsats for at skabe et miljø, hvor børn, unge og voksne kan mødes om sporten, og vi ser frem til at se, hvordan de opgraderede faciliteter vil skabe endnu bedre rammer for både nuværende og kommende medlemmer. Det handler om at skabe varige forbedringer, som gør en reel forskel for dem, der bruger klubben i det daglige.”