AN-TV styrker kampgejsten i Aalborg Judo Klub
Aalborg Judo Klubs styrketræningsfaciliteter har længe trængt til et løft, da meget af udstyret var gammelt og slidt. Med et tilsagn fra AN-TV har klubben købt nye vægte og stativer, samt lagt nyt gulv i deres styrketræningsrum. Træner og bestyrelsesmedlem i Aalborg Judo Klub, Kasper Smalbro Hylleberg, ser frem til at kunne tilbyde en endnu bedre træning for klubbens nuværende og fremtidige medlemmer.
Plads til alle
Aalborg Judo Klub blev dannet i 1954 og har siden dannet rammen om et aktivt foreningsliv med judotræning for medlemmer i alle aldersgrupper fra puslinge- til seniorhold. Der er ca. 85 medlemmer fordelt på puslinge-, ungdoms- og seniorhold, og klubben drives udelukkende af ulønnede bestyrelsesmedlemmer og trænere, fortæller træner og bestyrelsesmedlem, Kasper Smalbro Hylleberg og tilføjer: ”Vi er en rummelig klub forstået på den måde, at vi rummer alle niveauer i henhold til vores sport, og vi lægger også stor vægt på at holde kontingentet på et lavt niveau, så alle kan være med. Det betyder meget for os, at vi har et inkluderende miljø, hvor alle er velkomne, og hvor flere generationer kan mødes om den fælles interesse for judo”. Aalborg Judo Klub ligger i et almennyttigt boligområde med en stor andel af økonomisk udfordrede beboere. Klubben spiller derfor en stor rolle i forhold til integration af nydanskere, som udgør en stor del af især puslinge- og børneholdet. ”Det har helt klart styrket kampgejsten i klubben, at vi har fået tilsagn fra AN-TV og det har gjort en enorm forskel, at vi har fået opgraderet vores styrketræningsfaciliteter, så vi er ekstra kampklare, når vi f.eks. skal til stævner i hele landet”, siger Kasper Smalbro Hylleberg.
Den mest vindende klub i Nordjylland
Judo er en sportsgren, der er meget teknisk betonet og kræver, at udøverne mestrer en lang række kaste- og brydeteknikker. Samtidig er sporten særdeles fysisk krævende, og specielt på konkurrenceplan stilles der store krav til kæmpernes styrke. Det er derfor vigtigt, at medlemmerne har adgang til styrketræning i klubben, så det heller ikke er nødvendigt at søge andre steder hen for at kunne styrketræne. De opgraderede faciliteter har også øget frekvensen i klubben, fortæller Kasper Smalbro Hylleberg: ”Der er flere forældre, der har meldt sig ind i klubben og som har stor glæde af styrketræningsrummet, mens de venter på, at deres børn bliver færdige med at træne judo. Denne tendens er med til at øge medlemstallet i klubben, og det er jo fantastisk. Vi vil også gerne trække flere judokæmpere til på vores ungdomshold, og vi håber, at vi med vores nye styrketræningsfaciliteter, kan lykkes hermed”. Aalborg Judo Klub deltager i stævner hver måned, hvor både børn og voksne tager rundt i hele landet, og det går rigtig godt resultatmæssigt. Til Danmarksmesterskaberne i 2024 tog klubben hele 10 medaljer med hjem, og de fører lige nu som den mest vindende klub i Nordjylland.
Et løft til hele klubben
”Når vi i AN-TV støtter Aalborg Judo Klub, er det fordi projektet skaber værdi på mange niveauer. Klubben er både stærkt forankret lokalt og formår at favne bredt. Med de opgraderede styrketræningsfaciliteter får medlemmerne ikke bare bedre fysiske rammer, men også et styrket fællesskab. Det er netop den slags synlige og offentlige formål, vi gerne bakker op om,” siger Henrik Viholm, næstformand i AN-TV.

Af
Mette Krøldrup Nielsen