AN-TV støtter Snublestenen
Snublesten Aalborg
AN-TV har modtaget en stor tak fra Snublesten Aalborg, der i år har modtaget 180.000 kr. til deres nystartede forening. Kasserer Thor Bæck Pedersen udtaler blandt andet: ”Vi er glade for den flotte bevilling på 180.000 kr. til nedlæggelse af snublesten i Aalborg Kommune. I modsætning til andre støttede projekter har Snublesten Aalborg fået pengene udbetalt på forhånd, så vi også kan lægge snublesten i fremtiden. Dvs. at projektet først lige er påbegyndt, og det afvikles i løbet af de kommende år.”
Men hvad er en snublesten?
Kommer man forbi Gabels Torv i Aalborg, vil man ved nærmere eftersyn kunne se, at en af stenene adskiller sig fra de andre. På en lille messingplade står der:
”Her arbejdede Poul Larsen, født 1912. Modstandsmand. Arresteret 1.12.1944. Kong Hans Gade Arrest. Henrettet 10.3.1945. Ryvangen”.
Det er en såkaldt snublesten, nedlagt af Snublesten Aalborg for at mindes ofre for nazismen, der havde bopæl i Aalborg. Poul Larsen var politibetjent, derfor er stenen lagt på Gabels Torv, hvor den gamle politigård lå.
En snublesten er et kunstværk og mindesmærke skabt af den tyske kunstner Gunter Demnig. De første snublesten blev sat i Köln i januar 1995, og der er sat over 100.000 sten i hele Europa. Nu også i Aalborg.
Historien om Poul Larsen
Den 28. august blev den første snublesten lagt i Aalborg. Stenen blev lagt for politifuldmægtig Poul Larsen, der betalte den ultimative pris for Danmarks frihed den 10. marts 1945.
Poul Larsen deltog i den tidlige modstandsbevægelse i Frederikshavn, før han i 1944 blev forflyttet til Aalborg. Her blev han leder af krisepolitiet og var politimesterens forbindelsesofficer til det tyske kommandantur og Gestapo. 1. juni 1944 måtte han ”gå under jorden”, da Gestapo anholdt en af Poul Larsens kontakter, kunstmaleren Carlo Vognsen, med 30 blanke identitetskort og en liste over politiets våben.
Efter få måneder genoptog Poul Larsen modstandsarbejdet i Aalborg, indtil den 1. dec. 1944. Efter en våbenmodtagelse i Ll. Vildmose blev han sammen med en anden modstandsmand, Sv. Jønsson, taget ved en vejspærring ved Klarup. Gestapo genkendte ”den forsvundne politifuldmægtig” og udsatte ham for en voldsom mishandling gennem flere forhør.
Poul Larsen blev henrettet den 10. marts 1945. Efter 100 dage i Gestapos varetægt, nedbrudt på sjæl og legeme, blev han bundet til en pæl i Ryvangen og skudt.
180.000 kr. fra AN-TV har muliggjort starten
Foreningen Snublesten Aalborg er nystiftet og uden egenkapital. Derfor har det været væsentligt, at støtte kunne udbetales forud eller i takt med, at kunstneren fakturerer Snublesten Aalborg. Her har foreningen været glad for samarbejdet med AN-TV, der har muliggjort, at nedlæggelsen af sten i Aalborg Kommune kunne komme i gang.
Ifølge Thor Bæck Pedersen har de en liste på mindst 90 personer fra Aalborg eller Nørresundby, der omkom som ofre for nazismen under krigen, og det er foreningens mål i løbet af 2026 at nedlægge 11 nye sten i Aalborg Kommune. Og hvis kunstneren Gunter Demnig kan nå det, er planen at nedlægge de første fire den 4. maj 2026, Danmarks befrielsesdag.
Det er vigtigt for Snublesten Aalborg, at de nedlagte snublesten rummer en vis grad af diversitet, herunder sten for forskellige forfulgte grupper såsom jøder, kommunister, modstandsfolk og de såkaldt asociale. Det er ligeledes vigtigt, at der lægges sten for både kvinder og mænd, og at den geografiske spredning udfoldes til hele Aalborg Kommune.
Et stærkt minde i det offentlige rum
AN-TV har valgt at støtte Snublesten Aalborg, fordi projektet både rummer stor historisk betydning og har en tydelig lokal forankring. Med udgangspunkt i konkrete menneskeskæbner bringer projektet historien ud i byrummet og skaber eftertanke i hverdagen.
”Det er vigtigt, at vi fastholder fortællingen om de mennesker, der mistede livet i kampen for frihed og værdighed. Snublestenene er små, men de rummer stor betydning. De giver os noget at standse op ved – også i overført forstand. For AN-TV er det et meningsfuldt projekt, der taler direkte ind i vores formål om at fremme oplysning og fællesskab i Aalborg,” siger Jakob Svendsen, formand for AN-TV.


Af Klaus Nørgaard