676273860 10163965062339906 4679978188789385043 n

AN-TV støtter Klub Fristedet i deres arbejde med børn i skolevægring

Klub Fristedet Aalborg er en gratis klub for børn og unge i skolevægring og/eller mistrivsel.

Klubben tilbyder et trygt fristed for børn og unge i 0.-9. klasse, der af den ene eller anden årsag er kommet i ufrivilligt skolefravær eller mistrivsel og har brug for en ”øvebane” for at komme ”ud i verden igen”. Børnene har brug for et støttende miljø, hvor de kan udvikle sociale færdigheder og finde tilhørsforhold.

Klub Fristedet søgte AN-TV om økonomisk støtte til deres aktiviteter og fik bevilget 15.000 kr., som de er meget glade for, fortæller Anne Sofie Bovin, der er administrativ leder af klubben.

En social øvebane

Klubben opstod på initiativ af en gruppe forældre, der alle har det til fælles, at de har børn i ufrivilligt skolefravær. De oplevede, at deres børn meget hurtigt blev isoleret fra fællesskabet, når de ikke længere var en del af et skolefællesskab. De oplevede samtidig, at de stod helt alene og havde følelsen af, at de var de eneste, der var ”mærkelige” og ikke gik i skole.

I ansøgningen beskriver Anne Sofie Bovin motivationen:

”Som forældre havde vi brug for at kunne hjælpe vores børn med at ‘komme ud i verden igen’ – og hjælpe dem via de små, bitte skridt, der skal til for, at børnene ikke bliver for pressede og dermed trækker sig endnu mere tilbage. Vi havde også brug for at vise børnene, at de bestemt ikke er alene. Vi oplevede meget hurtigt, at der var stor interesse for vores klub – der er desværre alt for mange børn, der står uden for et skolefællesskab.”

Formålet med tilbuddet er at give børnene en social øvebane og mulighed for at blive en del af et fællesskab med andre børn, der i en periode af deres liv ikke er i stand til at deltage i skole eller fritidsaktiviteter på almindelige vilkår. Her kan de styrke troen på sig selv og gradvist komme ud af ensomhed, mistrivsel og social isolation.

Ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet havde 21,6 % af eleverne i folkeskolen mere end 10 % fravær i skoleåret 2023/24, svarende til cirka 111.000 børn. Skolefravær og skolevægring er dermed blevet et voksende problem.

Gratis og ingen venteliste

Klubtilbuddet er gratis at deltage i og drives af frivillige kræfter. Der er fire stiftere af klubben – også kaldet forældrefrivillige – og seks øvrige frivillige, som tilsammen bemander klubben på klubdage, så der altid er fire ”på arbejde”. Derudover bruger de forældrefrivillige også tid på planlægning, koordinering, indkøb og kommunikation. Alt arbejde i klubben er frivilligt, ulønnet, og sådan vil det fortsat være.

Klubben er ikke en erstatning for skole, men et mellemliggende tilbud, hvor børnene kan få en pause fra ventelister og lange sagsbehandlingstider.

Klubben startede op i uge 9, 2026. De har allerede nu en fast ”kerne” på cirka 40 familier, som kommer fast en eller to klubdage om ugen. På en gennemsnitlig klubdag har der indtil videre været 8-12 børn (enkelte familier kommer med to-tre børn).

Klubben er åben hver tirsdag kl. 14.00-17.00 og hver torsdag kl. 9.30-12.30.

Her holder de til

Klub Fristedet har det første halve år fået lov til – helt gratis – at låne Camp Gestus af Gestus Nord. Det ligger i et skovområde mellem Aalborg og Nørholm. Her er der gode busforbindelser, så alle har mulighed for at deltage.

Camp Gestus byder på indendørs rum til kreativitet og spil, køkken samt toiletter. Udenfor er der et stort grønt område med forhindringsbane samt et stort bålhus, som skaber rammen om samvær og fællesskab. Derudover har klubben blandt andet indkøbt forskellige udendørs materialer til leg og bevægelse for de midler, som AN-TV har doneret.

En del af Trivsels-Alliancen

Klub Fristedet Aalborg har hentet inspiration fra et lignende tilbud i Aarhus. Klub Fristedet Aarhus har eksisteret i cirka to år og er en del af Trivsels-Alliancen. Herfra har de nordjyske initiativtagere modtaget sparring og vejledning i forbindelse med opstarten.

Ambitionen er at udbrede modellen “Klub Fristedet” til flere steder i Danmark og dermed skabe bedre trivsel for denne sårbare målgruppe af børn og unge. Ligesom i Aalborg er tilbuddet i Aarhus primært drevet af frivillige forældre og andre frivillige kræfter.

I Aarhus afholdes der i dag klub fire gange om ugen af fire timers varighed, og klubben har ansat en projektkoordinator og pædagogisk leder til at koordinere aktiviteterne. På længere sigt er det også hensigten for Klub Fristedet Aalborg at ansætte en pædagog, der kan understøtte aktiviteterne og aflaste de frivillige.

AN-TV: Et fællesskab for børn, der står uden for fællesskabet

For AN-TV er støtten til Klub Fristedet et eksempel på, hvordan frivillige kræfter kan skabe et vigtigt tilbud til børn og familier, der ofte oplever at stå alene med deres udfordringer. Klubben tilbyder et trygt fællesskab, hvor børnene kan øve sociale relationer, opbygge selvtillid og tage små skridt tilbage mod en mere almindelig hverdag.

”Klub Fristedet har identificeret et behov, som mange familier oplever, men som der ikke findes mange tilbud til. Vi kan se et stærkt frivilligt engagement og et projekt, der giver børn mulighed for at opleve fællesskab, tilhørsforhold og positive relationer. Det ligger meget fint i tråd med AN-TV’s uddelingskriterier om at støtte almennyttige initiativer, der styrker trivsel og fællesskab i lokalområdet,” siger formand for AN-TV, Jakob Svendsen.

Skrevet af Klaus Nørgaard