Iconic Cheerleaders Aalborg

AN-TV støtter Iconic Cheerleaders Aalborg med nye uniformer

Iconic Cheerleaders Aalborg har modtaget et tilsagn fra AN-TV til indkøb af 50 nye uniformer. Uniformerne er af stor betydning for klubbens udøvere, fortæller bestyrelsesmedlem, Wilma Walther-Hansen, der også melder om en styrket holdånd og  glæde over at have modtaget den økonomiske støtte fra AN-TV.

Symbolværdi

Iconic Cheerleaders Aalborg er efter afsluttet samarbejde med GYM Aalborg i 2024 en selvstændig forening med egne trænere og ca. 95 udøvere. Foreningen drives af en gruppe frivillige forældre og klubbens trænere, der alle deler visionen om at skabe en breddesport, hvor der er stort fokus på fællesskab, udvikling og gode sportslige oplevelser for klubbens udøvere. I takt med at foreningen har fået flere medlemmer, er behovet for flere uniformer også vokset. ”Det har været så fantastisk for os at modtage pengene fra AN-TV. Før skulle udøverne bytte uniformer med hinanden, men nu har alle deres egen og så er de ovenikøbet virkelig flotte og af god kvalitet”, siger Wilma Walther-Hansen. Klubben har et ønske om, at cheerleading skal være for alle, både i forhold til tilgængelighed og økonomisk. Uniformerne er specialsyet og specialdesignet, hvilket prisen også afspejler. Indtil nu har man selv skulle købe uniformen, men dette ønsker klubben at gøre op med. Nu ejes uniformerne nemlig af klubben og kan udlejes til den enkelte udøver, så ingen bliver ekskluderet på grund af økonomi. Ifølge Wilma Walther-Hansen er uniformen langt mere end blot beklædning: ”Det er en oplevelsesmæssig følelse af fællesskab at kunne se sig selv i den samme uniform. Det bærer en stærk symbolværdi med sig og det højner kvaliteten på alle måder”, udtaler hun.

En ambitiøs klub

Cheerleading er en sportsgren med masser af fart og energi. Der er både stunts, tumbling og dans, hvor alle udøvere er lige vigtige for, at holdet og rutinen kan fungere. Cheerleading er en udpræget holdsport, og det er derfor vigtigt, at alle møder op til træning, ellers kan den ikke gennemføres og muligheden for at blive klar til de tre årlige konkurrencer forringes. I Iconic Cheerleaders Aalborg er der plads til alle ambitioner indenfor sporten, og klubben lægger stor vægt på at skabe stærke sociale relationer til holdkammerater og andre udøvere på tværs af hold. ”Vores udøverne får også oplevelser både nationalt og internationalt, når de deltager i konkurrencer, hvor de både udvikler sportslige og sociale kompetencer, som de kan bruge senere i livet”, fortæller Wilma Walther-Hansen. Klubben har siden sin opstart i 2020 vundet flere medaljer til DM og Nordisk mesterskab herunder 8 guldmedaljer, 9 sølvmedaljer og 7 bronzemedaljer, hvilket giver klubben en hitrate på 80%. Beregner man hitraten kun i danske konkurrencer, er den på 91%, hvilket er den bedste rate i Danmark. ”Vi har to store stævner på bedding for begge vores seniorhold, Elite Legends og Ice, som tager til Hamborg i uge 8 til German All Levels. Vi skal også til Spring Cup på Sjælland til marts hvor hele klubben er med. Det glæder vi os meget til og vi ser frem til at vise vores flotte nye uniformer frem”, slutter Wilma Walther-Hansen.

Fællesskab og sportslig udvikling

“Iconic Cheerleaders er et godt eksempel på en forening, der kombinerer sport, fællesskab og udvikling. Cheerleading er en holdsport, der kræver samarbejde, disciplin og stærke relationer mellem udøverne. Når AN-TV vælger at støtte Iconic Cheerleaders, er det fordi foreningen arbejder målrettet med at skabe et inkluderende fællesskab, hvor alle, uanset niveau, kan udvikle sig. Støtten falder i god tråd med AN-TV’s uddelingskriterier om at styrke lokale fællesskaber og sikre varige forbedringer for foreninger, der gør en forskel for deres medlemmer,” siger Henrik Viholm, næstformand i AN-TV.

Iconic 2