AN-TV sikrer spillestedet 1000Fryd
Det 40 år gamle spillested 1000Fryd i Aalborg har siden november 2023 været lukningstruet på grund af støjgener. For at imødekomme Aalborg Kommunes påbud om at skrue ned for lyden og igangsætte det omfattende renoveringsprojekt, har Foreningen Tusindfryd modtaget et tilsagn fra AN-TV, der ifølge bestyrer, Troels Højgaard Sørensen, har været en afgørende faktor for spillestedets overlevelse og mangeårige kulturarv.
Genopbygning
Foreningen Tusindfryd har siden 1984 ejet bygningen på Kattesundet 10 i Aalborg, hvor det brugerstyrede kultur- og spillested 1000Fryd drives af bestyrelsen og to lønnede bestyrere, der varetager den daglige drift i samarbejde med de mange engagerede aktivister og frivillige, der booker, afvikler koncerter, bartender, kokkererer, laver lyd eller lys eller en af de talrige andre ting, som stedet giver rum for. At 1000Fryd har været lukningstruet har berørt rigtig mange mennesker med tilknytning til stedet, og for at få finansieringen på plads til det store renoveringsprojekt, har foreningen søgt flere fonde, arrangeret støttekoncerter og modtaget private donationer. ”Tilsagnet fra AN-TV har været afgørende for, at vi har kunnet påbegynde renoveringen. Vægge, lofter og gulve skal rives ned og erstattes af lydisolerende materialer, så lyden ikke transmitteres ind til naboen, hvilket har været et omfattende projekt”, fortæller bestyrer, Troels Højgaard Sørensen og fortsætter: ”Da jeg fortalte, at vi havde modtaget bevillingen i foreningen, var folk helt oppe at flyve og jeg har også modtaget rigtig mange positive tilkendegivelser ude i byen. AN-TV har virkelig kigget vores vej, og vi har mærket et oprigtigt engagement og interesse for vores sted. Det har været en stor anerkendelse for os”. Det er således en meget tilfreds bestyrer, som ser frem til at kunne genåbne det velkendte spillested den 11. februar 2025.
Mere end et spillested
Udover 1000Fryds markante musikalske profil, er der også mulighed for at lave alle typer af arrangementer og aktiviteter i huset, hvis man selv har lyst til at gøre en indsats. Alt overskuddet går nemlig til nye aktiviteter, som medlemmerne selv kan bestemme og råde over. ”Der er så mange ting, der ligger mellem linjerne, der er uvurderlige. Det er ikke kun musikken, der binder folk sammen. Det er fællesskabet, ånden og gejsten, der også imødeser subkulturerne i Danmark. Stedet har meget stor betydning og berører så mange mennesker, at det bliver et andet hjem”, siger Troels Højgaard Sørensen. Foreningens slogan er ”1000Fryd har plads til alle, der giver plads til alle”, og det viser, at der gives plads til mangfoldighed og til alle, som har noget at bidrage med i foreningens inkluderende fællesskab. ”Vores kongstanke er, at man kan komme ind fra gaden og skabe kultur på stedet og bevæge sig videre ud i verden. Det har gennem 40 år skabt et utal af virksomme samfundsborgere og kommende kulturaktører, som har kunnet trække på deres erfaringer fra 1000Fryd til at møde kulturen og skabe kultur for dem selv og andre. Vi glæder os over, at vi fortsat kan være en medvirkende drivkraft hertil”; slutter Troels Højgaard Sørensen.
En investering i Aalborgs kulturelle sjæl
“1000Fryd er ikke bare et spillested. Det er et kulturelt kraftcenter og et arnested for fællesskaber og kreativ udfoldelse i Aalborg. AN-TV er stolte af at kunne bidrage til, at dette ikoniske sted kan fortsætte med at samle mennesker og styrke mangfoldigheden i byens kulturliv. Støtten til 1000Fryd er et eksempel på, hvordan vi arbejder for at bevare og udvikle de steder, der gør en forskel på kort og langt sigt. Det glæder os at se, hvordan fællesskabet omkring 1000Fryd går hånd i hånd med ambitionen om at skabe varige og positive forandringer i vores lokalsamfund,” siger Henrik Viholm, næstformand i AN-TV.
