Tre personer fremviser trøjer fra Lykkeliga

AN-TV realiserer Danmarks lykkeligste klubhus

Lykkeliga har modtaget et tilsagn fra AN-TV, som skal gå til etableringen af Danmarks lykkeligste klubhus under navnet LykkeLab. LykkeLab er tænkt som en fysisk manifestation af organisationens mission, og det glæder bestyrelsesformand Mikkel Espensen at kunne realisere drømmen om et klubhus med en beliggenhed på den aalborgensiske hjemmebane.

Fællesskab i fokus

LykkeLiga blev etableret i Aalborg i 2017 og har siden vokset sig til en stor og innovativ organisation, der sætter fokus på bevægelse og fællesskab for børn og unge med et udviklingshandicap. Omdrejningspunktet er håndbold, men LykkeLiga er meget mere end håndbold. Det er fælles ture til Legoland, VIP-arrangementer kun for spillere, fællesspisninger og fester, samt fællesskab og netværk for de mange pårørende familier. Det handler således lige så meget om at være med i et fællesskab både på og uden for håndboldbanen. At ønsket om et klubhus nu er gået fra en drøm til at blive en realitet, er stort og betydningsfuldt for LykkeLiga. ”Det har ikke kunnet lade sig gøre uden donationen fra AN-TV. Vi er blevet taget seriøst og blevet godt behandlet gennem hele processen. Det er tydeligt, at der sidder nogle mennesker, der gerne vil hjælpe os, og AN-TV har gået ind i ansøgningsprocessen med stor entusiasme og hjælpsomhed”, fortæller bestyrelsesformand, Mikael Espensen. ”At en lokal forening som AN-TV støtter op om LykkeLab, har også vist sig at være en blåstempling, når vi er ude at søge andre fonde”, fortsætter han.

Et fyrtårn i Aalborg

Tanken bag Lykkelab er, at det skal være et klubhus med mange formål og masser af offentlig bevågenhed og vigtigst af alt, så skal huset stå åbent og give ekstraordinære oplevelser for LykkeLabs målgruppe. Der skal for eksempel være en “Arena”, der skal danne rammen om oplevelser med boldspil, holdånd og masser af sejre. Desuden vil LykkeLab rumme fotostudie, podcaststudie, TV-studie, eventlokale og kreative faciliteter, som løbende kan skabe nye oplevelser. Klubhuset kommer til at få en  helt særlig betydning for de lokale børn og unge på specialområdet i Aalborg. LykkeLiga er også i dialog med Aalborg Kommune om at indgå i Skoletjenesten, hvor skoleelever bydes indenfor til designede ”lykke-oplevelser” hen over året såsom fester, fællesspisninger, VIP-arrangementer og teambuilding. Med LykkeLab får Aalborg og Danmark et hus, der sikrer fokus på lykkelige oplevelser for børn og unge med udviklingshandicap, hvor der samtidig sikres en markant udvikling af LykkeLiga som en bæredygtig og blivende aktør på specialområdet i Danmark. LykkeLab bliver endvidere et løbende og stadigt opgør med ensomhed, mistrivsel og isolation blandt børn og unge med udviklingshandicap. ”Med etableringen af LykkeLab får vi mulighed for at manifestere os selv med vores eget klubhus som et fyrtårn og et symbol på vores mission. Vi ønsker at fortælle historien om Aalborg som hjemsted for en blivende og bæredygtig indsats for større trivsel blandt børn og unge med udviklingshandicap”, slutter Mikael Espensen.

LykkeLab: Et lokalt initiativ med fokus på fællesskab og livskvalitet

“LykkeLab er meget mere end bare et klubhus. Det er et centralt element i Aalborgs identitet. Ved at støtte LykkeLab bidrager AN-TV til at skabe et helt unikt sted, hvor fællesskab og glæde virkelig kan få lov til at trives for børn og unge med udviklingshandicap. Det her projekt rammer lige ned i AN-TV’s uddelingskriterier, fordi det ikke bare gør en forskel her og nu, men skaber varige forandringer i vores lokalsamfund. Vi ser virkelig frem til at følge, hvordan LykkeLab vil gøre en positiv forskel, ikke bare i Aalborg, men i hele Danmark,” siger Jakob K. Svendsen, formand for AN-TV. Næstformand for AN-TV, Henrik Viholm fortsætter: “LykkeLiga er en utrolig inspirerende organisation, og vi er begejstrede for at støtte dem i etableringen af LykkeLab. Dette projekt går ud over det sædvanlige og skaber muligheder for ekstraordinære oplevelser og øget trivsel for en ofte overset gruppe i vores samfund. AN-TV ønsker at bidrage til en inkluderende by, hvor alle borgere, uanset baggrund eller behov, kan opleve glæde og fællesskab.”