AN-TV løfter FDF Kærby
FDF Kærby har med en bevilling på 350.000 kr. fra AN-TV realiseret etableringen af en tilbygning til deres eksisterende kredshus i Kærby. Ibrugtagningstilladelsen er godkendt, og FDF Kærbys medlemmer er forventningsfulde og spændte på at tage de nye faciliteter i brug, fortæller kredsformand for FDF Kærby, Lars Ørsnes.
Mere plads til udfoldelse og samvær
Det er ikke længe siden, at FDF Kærby har tilvejebragt deres projekt om at etablere en 90 km2 tilbygning til kredshusets eksisterende bygninger. Projektet opstod på baggrund af pladsproblemer, hvilket desværre medførte en negativ tendens i form af frafald af medlemmer. Nu står tilbygningen færdig, og der mangler blot at blive kørt jord væk, lavet belægning og malet udvendigt. Børnenes forældre har bygget et køkken, stået for indretningen og har sat en klatrevæg op, hvilket er en indsats, som har modtaget mange positive tilkendegivelser. ”Børnene har kunnet følge med i projektet i lang tid, og de har været meget spændte på at tage vores nye kredshus i brug”, fortæller kredsformand for FDF Kærby, Lars Ørsnes og fortsætter: ”Det betyder rigtig meget for os, at vi nu kan samles på én gang og ikke i flere omgange, som vi hidtil har været nødsaget til. Med udvidelsen af vores kredshus kan vi sikre de fysiske rammer for kredsens arbejde, så vi også fremover kan være et attraktivt tilbud til byens børn og unge”. Kredshuset i Kærby stilles også til rådighed for øvrige FDF-kredse fra andre byer, som er på weekendlejre i Aalborg-området. Desuden benytter den lokale børnehave lejlighedsvist huset, og da FDF er et af de få lokale tilbud i området med egne lokaler, har der over tid, været mange forespørgsler på lån heraf, som man tidligere har været nødsaget til at afslå, men med den nye tilbygning er det nu muligt at efterkomme disse forespørgsler, så hele lokalsamfundet kan få glæde af FDF´s faciliteter.
Udeliv og fællesskab
Et af FDF Kærbys kendetegn er, at børn og voksne kan mødes i et uforpligtende fællesskab, hvor der gives plads til, at alle er forskellige, og hvor man mødes gennem leg, spændende og sjove aktiviteter og ikke mindst friluftsliv, da naturen er en stor del af FDF´s DNA. ”FDF er kendt i Kærby som et trygt sted at være. Man kan cykle herned uden at skulle køre en lang distance med bus eller bil. Vi opfatter os selv som værende meget vellidte i lokalområdet og vi kender hinanden på kryds og tværs, fordi mange af byens børn kommer her”, udtaler Lars Ørsnes og fortsætter: ”Der er ingen tvivl om, at vores nye kredshus kommer til at få stor merværdi for vores medlemmer og lokalsamfundet generelt. Når vi rigtig får mulighed for at bruge huset, er jeg sikker på, at merværdien taler for sig selv, men vi må vente til, at de sidste ting er gjort helt færdige. En af de ting, som kommer til at gøre en væsentlig forskel er, at vi kan ændre på vores mødestruktur, så vi kan afvikle vores møder på én dag og ikke over tre dage som hidtil. På denne måde kan vores ledergruppe også få mulighed for øget samvær og sparring med hinanden samtidig med, at vi kan huse alle børnene på én gang. De får nemlig rigtig meget ud af at kunne spejle sig i hinanden og få indblik i, hvad de ældre FDF´ere laver, så de kan glæde sig til, at det bliver deres tur”. Tilbygningen af kredshuset inkluderer foruden et større fællesareal, et opbevaringsrum til materiel såsom telte, trailer og værktøj, samt et større mødelokale og et værksted.
Et hus med stor værdi
”FDF Kærby er et godt eksempel på, hvordan det frivillige engagement, lokal forankring og fællesskab kan skabe værdi for medlemmer og lokalsamfund. AN-TV har valgt at støtte etableringen af denne tilbygning, fordi projektet lever op til flere af vores kriterier. Det er synligt, offentligt tilgængeligt, og det skaber konkrete forbedringer. AN-TV er glad for at kunne bidrage til, at FDF Kærby nu har fået bedre rammer til deres vigtige arbejde”, siger Jakob Svendsen, formand for AN-TV.
