AN-TV giver støtte til særinteresser i Aalborg
Foreningerne Tinsoldaten og Aalborg Modelbyggerforening (AMF) har modtaget et tilsagn fra AN-TV, der skal gå til indkøb af nyt inventar i form af nye hæve-sænkeborde og stole. Formand for foreningen Tinsoldaten, Michael Juel Andersen, glæder sig over de forbedringer og muligheder, som bevillingen bibringer foreningens nuværende og fremtidige medlemmer.
Krigshistorie og kreativitet
De to foreninger, Tinsoldaten og Aalborg Modelbyggerforening, har eksisteret siden 1983 og tæller i alt 50 medlemmer, som spiller historiske og fiktive krigsspil med tinfigurer i et modelterræn og som brætspil. Foreningerne deles om lokalerne i Det Gamle Golfhus på Borgmester Jørgensens Vej 11, hvor der er klubaften hver onsdag fra kl. 19.00. ”Vores hobby betyder meget for os. Det, at sidde og male figurere, giver mig en ro og glæde over, at kunne dyrke min interesse i et fællesskab med ligesindede. Det er mit ugentlige højdepunkt at komme i klubben. Ved at vi nu kan købe nyt inventar, optimeres de kreative processer, det fysiske miljø forbedres og samtidig løses vores pladsproblemer, hvilket vi er meget glade for”, fortæller formand, Michael Juel Andersen. Klubbens nuværende borde og stole er af ældre dato og er ustabile, hvilket medfører rystelser, når der arbejdes med modelbygning. Med de nye hæve-sænkeborde er der således større fleksibilitet mellem at sidde ned, når man maler figurer eller bygger modeller og at kunne stå op, når der spilles krigsspil. Desuden undgår medlemmerne også at få ondt i ryggen, mens de arbejder. ”Der er ingen tvivl om, at denne form for hobby går under kategorien særinteresse. Da jeg gik i skole blev ordet nørd ikke opfattet som noget positivt, men det gør det i dag. Vi håber på, at vores interesse forplanter sig i lokalsamfundet, så der kommer flere medlemmer. Det er i hvert fald af stor betydning for os, at vi har modtaget bevillingen for AN-TV, så vi kan fortsætte med at lave det, vi synes, er sjovt og samtidig tilbyde nogle attraktive rammer for nye medlemmer”, fortsætter Michael Juel Andersen.
Et rummeligt læringsfællesskab
Selvom medlemstallet i Tinsoldaten og Aalborg Modelbyggerforening ikke er så stort, er der et aktivt og engageret foreningsliv, der har til formål at udbrede indsigten i lokal, national og international krigshistorie gennem figur-og brætspil og fremme interessen og kendskabet til modelbygning. På denne måde udvider klubberne medlemmernes horisont og stimulerer deres læring. Foreningerne tiltrækker også et bredt publikum gennem deres aktiviteter såsom middelalderdage på Aalborg Slot eller deltagelse i model- og krigsspilsmesser rundt om i landet. Internationalt deltager Tinsoldaten årligt i en krigspilskonvention i Hamborg, hvor de altid forbereder et spil med udgangspunkt i Danmarkshistorie. Her er der også mulighed for at møde folk fra hele Europa og USA, der deler samme interesse. Tinsoldaten var ligeledes tilstede på Nordic Tabletop Showdown festivalen i Skansehallen d. 18. og 19. januar 2025, hvilket er en stor, årlig begivenhed med flere hundrede deltagere fra ind- og udland. Hobby og fællesskab går hånd i hånd i Tinsoldaten og Aalborg Modelbyggerforening. Flere af medlemmerne har sociale udfordringer og gennem klubbernes aktiviteter opnår de bedre livskvalitet. ”Vi har et inkluderende fællesskab og rummer hinandens forskelligheder. Vi mødes om vores hobby på tværs af samfundslag, hvilket skaber samhørighed og styrker sociale relationer” , slutter formand, Michael Juel Andersen.
Vi støtter små værdiskabende fællesskaber
“Støtten til Tinsoldaten og Aalborg Modelbyggerforening er et eksempel på, hvordan selv mindre foreninger med specifikke interesser kan skabe stor værdi for deres medlemmer og lokalsamfundet,” udtaler Henrik Viholm, næstformand i AN-TV. “De her fællesskaber handler ikke bare om modelbygning eller spil, men om at skabe rum for kreativitet, læring og sammenhold. Når AN-TV støtter den slags projekter, er det fordi, vi ved, at de gør en reel forskel for mennesker, ikke mindst for dem, der finder ro og glæde i at dele deres interesser med andre. AN-TV er stolte af at være med til at sikre, at dette unikke fællesskab kan fortsætte med at blomstre og inspirere.”
